Bøger
By Jørgen Bennetsen
David Walley: »No Commercial Potential. The Saga of Frank Zappa & The Mothers Of Invention.« Dutton/ Sunrise, 1972. 184 sider, ill. Kr. 32,-.
Alain Dister: »Frank Zappa et Les Mothers Of Invention«. Paris, Albin Michel, 1975. 192 sider, ill. Kr. 50,35.
»The Frank Zappa Songbook«. Vol. 1. Los Angeles, Frank Zappa Music/Munchkin Music, 1973. 111 + 15 sider, ill. Kr. 50,10.
»It is nearly impossible to be serious with him. He is always in the process of putting other people on, musically or personally.« »Even when he's not serious, he seems serious.«
Det er to citater fra David Walleys bog, og de illustrerer meget godt problemet for den, der i ord skal forsøge at indkredse denne fyr: Francis Vincent Zappa, Jr., søn af siciliansk-græske forældre, født den 21/12-40 i Baltimore, Maryland. Den ældste i en søskendeflok på 4. For selvom Zappa velsagtens er en af de rockmusikere, der er skrevet allermest om, er hans person alligevel omgivet af utallige myter og selvmodsigelser.
Walleys og Alain Disters bøger er imidlertid de to eneste biografier, vi endnu har om Zappa. Det lyder måske lidt flot, for al den stund han kun har været fremme i godt ti år, må man vel sige, at det trods alt er ganske pænt allerede at være blevet biograferet to gange. Begge bøger bærer præg af at være skrevet af beundrere. Det er godt og solidt arbejde, men ingen af bøgerne graver særlig dybt, de holder sig i hovedsagen på det mere faet-prægede plan. F.eks. går de begge på listesko i deres beskrivelse af Zappas forhold til sine musikere. Den diskussion er jo ligefrem blevet standende, og den blusser op, hver gang der er sket udskiftninger i orkestret (se f.eks. Poul Erik Sørensens interview med Ponty i MM 6/75). På trods af en noget rodet disposition, synes jeg, Disters bog er den bedste, den mest »objektive« af de to. Walleys bog skæmmes i for høj grad af forfatterens prætentioner i retning af at gøre historien om Zappa til et drama (jvf. bogens undertitel). En række af de »optrædende« personer i dette drama er blevet forsynet med et tegnet symbol, så de, hver gang de citeres, optræder under dette symbol. Akkurat som i et skuespil, blot er personens navn erstattet af et symbol. Pamela Zarubica alias Suzy Creamcheese er symboliseret ved en ost! Meget morsomt! Manageren Herbie Cohen ved et dollartegn. Hvor opfindsomt!
Begge bøger tegner et udmærket tidsbillede af Los Angeles på den tid, Zappa brød igennem. Flere af de folk, Zappa i de år omgikkes i L.A., optræder jo i sangene. Suzy Creamcheese er nævnt, men en anden, superfreaken Carl Franzoni, er blevet udødeliggjort i sangen »Hungry Freaks Daddy«. Illustrationerne er i begge bøger ganske fine, de sort-hvide fotografier i Disters bog står smukt, og W alleys bog indeholder foruden fotos en række sjove tegninger og sågar et bykort over Lancaster, den by imellem L.A. og Death Valley, hvor Zappa voksede op. Der er bibliografi i begge biografier, og Disters bog indeholder desuden en filmografi.
Sproget og den pebrede pris til trods vil jeg dog anbefale Disters bog. Men var det ikke en ide at få en engelsk oversættelse? Bogen er forøvrigt kommet i en udmærket serie, der også omfatter bind om Pink Floyd og om den moderne blues, cityblues'en.
Den sidste af bøgerne, som her skal omtales, er en nodebog, den hidtil eneste udgivne med Zappa-musik. Den benævnes »Vol. 1«, så man kan da altid håbe, at flere følger efter. Sangene er fra perioden 1966-70, og de er i hovedsagen taget fra de 3 første (og bedste) albums: »Freak Out«, »Absolutely Free« og »We're Only In It For the Money«. Der er et uddrag af »Lumpy Gravy« og et par numre fra hhv. »Burnt Weeny Sandwich« og »Weasels Ripped My Flesh«. Samtlige sange er transkriberet for klaver med melodilinien og teksten tilføjet ovenover. Den er desuden forsynet med becifringer både for klaver og guitar.
Bogens sidste 11 sider (»Real live manuscript section – of limited interest«) består af noget så sjældent som et par rockpartiturer (»The Girl, In A Statement To The Press, Explains« og »Can I Help You With This Dummy«). Klaverarrangementerne er af Ian Underwood, og det er Zappas gamle ven Cal Schenkel, som har lavet design. Illustrationerne er ikke særlig spændende, men forsidetegningen er ganske sigende. Den viser Zappa i sin kælder under huset i Laurel Canyon. Til alle sider er han omgivet af bånd, båndoptagere, mixerapparater, forstærkere osv., og gudhjælpemig om man ikke i baggrunden kan se en flippermaskine. Der sidder han så. Med et stort fedt smil på. Han er i færd med at skrive musikken til »Waka Jawaka« ud, og på hans bluse står »PIPCO«. Hvad det så end skal betyde.
jøb
Read by OCR software. If you spot errors, let me know afka (at) afka.net