Frank Zappa pa slap line
By Lars Villemoes & Nils Fischer
FRANK ZAPPA PA SLAP LINE
Ved I hvad en Klusterspritzer er?
»Det forholder sig sådan her: Jeg er i underholdningsbranchen. Andre sider af Frank Zappa har du ikke brug for at kende. Et menneske, der giver et interview er en entertainer, og når han giver et interview, er det også en slags underholdning. Enhver, som giver et interview og fortæller om sine virkelige følelser og afslører noget af sin virkelige identitet, er et stort fjols.«
»For det var, hvad jeg plejede at gøre, og de folk, jeg snakkede med, var dumme, så dumme at du ikke kan forestille dig det, og de skrev alle disse ting, og jo mere de skulle skrive, des mere gik de i arkivet. Og de næste folk, der snakkede med mig, var dobbelt så dumme som de første, de var så dumme, at de ikke forstod, hvad jeg sagde. Så gik de i arkivet og tog det frem, som de første dummerhoveder havde skrevet. Og det fortsatte, og det har stået på i de sidste elleve år. Så jeg er færdig med at fortælle noget som helst nu, du ved, mine egne, dybe, indre, personlige, følelsesmæssige overbevisninger. Men jeg besvarer spørgsmålene fuldstændigt og ærligt, lige meget hvad jeg bliver spurgt om – det har altid været min politik og er det stadig.«
Zappa-myten og »skriverkarlene«
– Får du venner, ndr du er pd turne?
»Man møder nogle få her og der, det afhænger af hvor længe man er i byen, og af hvor venlige folk er. Jeg trykker mange mennesker i hånden, Det betyder ikke, de er mine venner.«
– Skaber det, at du er en myte, ikke kommunikationsproblemer?
»Husk nu en ting, jeg er ikke en myte, for en myte eksisterer ikke.«
– Men du har en del til fælles med en myte.
»Ja, de rygter der cirkulerer om mine aktiviteter antager mytologiske dimensioner. Men jeg er ikke en myte. Jeg eksisterer lige meget hvor forfærdelig jeg tager mig ud. Jeg eksisterer. Semantisk er udtrykket legende mere præcist. En legende er en, folk snakker om hele tiden. Jeg har været en legende, siden jeg var 16. Jeg er 35 nu. Folk snakker uafbrudt om mig. Men iøvrigt har jeg ingen problemer med at snakke med folk. I eftermiddags gik jeg ned i indkøbscentret. Jeg gik forbi den her mand, som sad ved et bord med sin kone og barn. Jeg har aldrig set ham før, han var fra Indien, og han begyndte at snakke til mig. Jeg satte mig og snakkede til ham, snakkede med ham i omtrent en halv time. Jeg har ingen problemer med at snakke med folk, hvis de vil være venlige. Han vidste ikke, at jeg var i musikbranchen, og jeg spurgte ikke om hans navn. Alt hvad jeg vidste om ham var, at hans datter hed Sheila, og hun sad i en barnevogn, og at han havde været i USA, og han fortalte mig om det de havde set i Staterne. Det er ikke svært at kommunikere med folk, hvis de virkelig ønsker det. Det gælder også journalister. Jeg kan give dig et godt eksempel. Der var en dame fra et stereomagasin i Tokyo, som ikke var særlig god til engelsk, og som jeg talte med gennem en tolk. Hun kom lige ind, og ikke nok med, at hun kunne læse musik, hun havde studeret på et konservatorium, vidste alt om Varese - hun vidste ikke særlig meget om mig eller min musik, men hun vidste alt om musik fra et teknisk synspunkt. Det var meget let at snakke med hende - vi havde en god samtale, selvom hun kun forstod 30 pct. af, hvad jeg sagde på engelsk. Men de fleste, som kommer, er skriverkarle. De ved intet om musik. For dem er musik simpelthen et område, .de er ansat til at skrive om. De forstår ikke musik som en filosofi. De forstår ikke musik som en livsform. De forstår den ikke som en teknisk ide, alt hvad de ved er, at de er skriverkarle, og at jeg er et menneske, som de skal snakke med.«
– Fra ICO (dansk koncertbureau) og din managers synsvinkel skal journalisterne hjælpe til med at distribuere dine produkter .....
»Det er jeg enig i. Hvorfor skulle et menneske ellers underkaste sig en interviewsituation? Tænk på det sådan her. Hvad kan være mere urimeligt og ubehageligt end en person, som sidder der og eksercerer med en anden, for at den første kan skrive det ned? Det er ligesom inkvisitionen. Det er en unaturlig situation. Det er alle interviews. Der må være en grund til at lave et interview fra starten af. Og det grundliggende er, at hvis jeg ikke havde chancen til at snakke til folk på tryk, om hvad jeg laver og hvem jeg er, ville de måske slet ikke høre pladerne. Jeg synes det er konstruktivt, og derfor gør jeg det. I Staterne er det vigtigt, fordi jeg ikke kommer så meget ud i æteren. Der er mange mennesker, som aldrig har hørt musikken, men de har set ting, jeg har sagt på tryk.«
– Er det ikke en del af din legende, at Herb Cohen og du er som Dr. Jekyll og Mr. Hyde - det er den samme person, hvis ene halvdel ikke vil vide af, hvad den anden gør?
»Nej, sådan er det slet ikke. For det første arbejder Herbie for mig. For det andet er han manager og har slet intet at gøre med musikken. Han har at gøre med forretningen, regnskaber og snak i telefonen og den slags ting, som jeg simpelthen ikke er interesseret i at lave, og som jeg ikke har anlæg for at lave. Det er hans specialitet. Og med hensyn til musik, så falder han i søvn, så snart han hører den.«
Jeg er en eksemplarisk arbejdsgiver
– Men du mener ikke, at forholdet mellem dig og musikerne har noget at gøre med penge eller forretning?
»Enhver musiker ønsker at tjene penge, derfor er han musiker. For det første betaler jeg mine musikere særdeles godt. For det andet har de meget fine arbejdsbetingelser. Jeg tror ikke, der er et bedre job on the road for en, som vil spille i et band som sideman. Jeg synes, jeg er en eksemplarisk arbejdsgiver. Jeg tager mig af velfærden for de folk, som arbejder for mig på en måde, som ingen anden orkesterleder i rock 'n' roll idag kan påstå at gøre. Jeg sørger for, at de har det godt, når de kommer til en by, jeg inviterer dem til middag, jeg betaler dem godt, og jeg sørger for, at de bliver behandlet godt. Jeg giver dem også en musikalsk uddannelse, som de under ingen omstændigheder kunne få på noget konservatorium. Og jeg forøger værdien af deres personlige karriere ved at ha' dem i orkestret. Jeg er stolt af at have dem i bandet, ellers ville de ikke ha' jobbet. Ligesom med dem, jeg har til det tekniske. For mig er de en del af orkestret. Og ved du, hvad jeg får for det? Interviews. Fuck it!
I pop-bizz idag udfylder jeg en meget nødvendig funktion – jeg blir banditten bag alt, hvad der sker. Alle andre er rare. Alle andre er mittede. Alle andre laver rigtig musik. Mens jeg er djævlen. Tja, hvis det er sådan folk vil se mig, så er det iorden. For af den ene eller den anden grund vil.det få dem til at købe en koncertbillet af nysgerrighed.«
– Er det derfor dine sidste plader er mere umiddelbart forståelige. Fordi du ikke mere vil være banditten?
»Det er simpelthen som følger: Jeg kan li' at lave alle mulige former for musik. Noget musik er du nødt til at lave med en meget fin pen, så tonerne bliver skrevet meget omhyggeligt ud, For det er så indviklet, at man dårligt kan forstå det. Jeg kan godt lide den slags musik. Jeg kan også godt lide musik, der er så grov, at man kan skrive den ud med et stykke farvekridt på en brun papirspose. Jeg kan li' al den slags og alt derimellem.«
– Hverken George Duke eller Ruth Underwood er med på turneen denne gang. Hvad føler du, ndr musikere forlader bandet efter sd lang tid?
»Tja, Ruth har problemer med sit ægteskab, så hun er i L.A., og Duke turnerer med Billy Cobham. De kommer, og de går, og så kommer de tilbage, og så forsvinder de igen. George har allerede været i bandet to gange. Han har alt i alt arbejdet for mig i fem år. Han har været hos folk som Mark (Volman) og Howard (Kaylan). Der var han i halvandet år, så tog han afsted med Cannonball Adderley, så kom han tilbage og var hos mig i 3-4 år og tog så afsted igen. Roy Estrada er med i bandet for anden gang.«
– Hvad er dine erfaringer med det danske publikum?
»Jeg synes, det var en god koncert sidste gang vi spillede her, da Ruth blev tapet til gulvet, og den der gamle mand kom op på scenen og dansede. Men jeg bryder mig ikke meget om KB-Hallen som koncertsal.«
– Tror du, at folk som overværer koncerterne virkelig får fat på dine budskaber?
»Nej.«
– Hvad siger du til det?
»Jeg synes ikke, man kunne vente andet.«
– Alligevel er du istand til at kommunikere med publikum?
»Ja, jeg kan altid kommunikere med publikum på en eller anden måde, det betyder bare ikke, at de kan forstå alt, hvad der foregår i musikken.«
– Hvordan kan du så bevare grebet om publikum, når du ved, at de ikke forstår dit budskab?
»Jeg tror slet ikke, de to ting har noget med hinanden at gøre. Hvis jeg går på scenen, respekterer folk mig, og de ved, at jeg respekterer dem, og at jeg kan lide dem, så på det plan kommunikerer vi. Men mht. om de ved, hvad Penguin in Bondage betyder ... så glem det. De to ting har intet med hinanden at gøre. Og når det gælder plader, så er det stadig det samme problem. Særligt i Europa.«
– Skulle »Bongo Fury« ikke have haft teksterne vedlagt?
»Jeg anmodede om det.«
– Hvorfor skete det ikke?
»Det ved jeg ikke. Først og fremmest kan man ikke fra L.A. checke og overvåge, hvad der sker med hver enkelt presning i hvert enkelt land over hele jorden, hvor pladen bliver udsendt. Det er en stående anmodning fra mig til Warner Bros., at hvis en plade bliver udsendt på et sted, hvor de ikke taler engelsk, så bør teksterne vedlægges. Måske forestiller de sig, at de tjener et par øre pr. plade ved ikke at trykke dem og stoppe dem ind i omslagene.«
– Der gøres meget brug af latinamerikanske rytmer, specielt i amerikansk jazz/rockmusik idag, Hvad siger det dig?
»Noget er godt, og noget er dårligt. Jeg synes, at en masse af improvisationerne, der kører over latinamerikansk baggrund, er trættende. Det er parodier på, hvad latinamerikanske rytmer virkelig er. Jeg synes ikke, der er en eneste amerikansk gruppe, som virkelig kan spille det overbevisende. For det de laver i Brasilien er langt mere sammensat, og det er deres musik, og de kan spille den rigtigt.«
– Der er brasilianske musikere, som arbejder i USA, f.eks. Airto Moreira.
»Ja, det ved jeg. Men ved I, hvordan han bliver brugt? Folk siger: jeg vil også have Airto med på mit album. Og efter at albummet er lavet, betaler de Airto, og så kommer han ind, og han sætter to mikrofoner op, så det bliver stereo, og han tager sin lille taske med ting i, han lytter til pladen, som man allerede har lavet færdig, og så putter han to små ting derovre og to små ting herhenne. Og de anbringer ham som bærret på toppen af kransekagen. Og det er der mange jazz grupper, der gør. Han spiller ikke med orkestrene, han kommer ind og laver sine ting senere. Og den eneste grund til, at de gør sådan, er, tja, de forestiller sig, at når pladen er udgivet, så vil folk sige: det er sounden, det er nutidens stil. Det er på en måde det samme, som når en masse popplader skal have en steel-guitar oveni. Så hyrer de Sneaky Pete, og han kommer.«
– Hvilket resultat kommer du til ved at sam· menligne amerikansk og europæisk musik?
»Jeg har ikke hørt så meget europæisk musik. Jeg lytter næsten ikke til pop-musik. Jeg så Kraftwerk på TV i Staterne, og jeg sagde til mig selv, nå så det er der, det er kommet til .... det er, hvad jeg har set. Resten kender jeg ikke.«
– Hvilke eksperimenter med at nedbryde grænserne mellem forskellige musikalske genrer, synes du viser vej til en »universel musik«?
»Jeg synes ikke, det er ønskværdigt med en slags universel musik. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg sige nej. For mig er det det samme, som hvis alle spiste den samme slags mad. Har I lyst til at æde den samme slags mad hver dag, som alle over hele jorden æder? Det er trættende. Det svarer til, at alle går i det samme tøj eller taler samme sprog. Det er uinteressant. Ingen variation.«
– Hvilke nutidige kunstnere synes du viser vej fremad?
»Jeg synes nogle af de ting Beefheart lavede før i tiden stadig er meget progressive.«
– Hvad med McLaughlin og den scene. Taler den til dig?
»Nej, jeg synes det meste der er blevet spillet i deri kreds er for teknisk og med for lidt ide.«
– Weather Report?
»Jeg kan godt lide noget af deres musik. Vil ikke sige, at jeg kan lide det hele. De har en god trommeslager nu, han spillede med Mothers før. (Chester Thomson, red.).«
– Kan musik, der giver lytteren ro, være kunstnerisk værdifuld?
»Ja.«
– Men du laver ikke meget af den slags selv?
»Det afhænger af, hvad man synes virker beroligende ..... «
Jeg behøver ikke at gentage mig selv igen og igen
– Før i tiden havde du et image som en slags musik-revolutionær. Det har du ikke mere ...
»Hvemsiger det?«
– Dine biografier f.eks.
»De har alle det samme problem. Det kaldes skrivemaskinen. For det første har jeg allerede sagt alt det, jeg havde at sige om sociale tilstande. Man siger dem en gang, og de er sagt. Jeg behøver ikke at gentage mig selv igen og igen om nogle af tingene på de første 3-4 albums, for de er stadig sande idag.«
– Samfundet udvikler sig ....
»Pladerne kan stadig købes.«
– De hentyder til et udviklingstrin, som er overstået.
»Såh ... «
– Idag er hippiekulturen ikke en dominerende bevægelse blandt unge?
»Det eneste album, hvor jeg udtalte mig om hippier, var »We Are Only In It For The Money«. Og de ting, som blev sagt på »Freak Out« og »Absolutely Free« er stadig relevante i hovedtrækkene. Og nogle af de ting, der blev sagt om hippiebevægelsen passer fuldstændigt på, hvad man idag kalder hippier. For den slags fænomener tenderer til at gentage sig selv i andre forklædninger efter få år.«
– Synes du, at du har noget at sige til dagens vinylungdom, folk der kan li' Sweet og Slade og den slags?
»De behøver ikke mig, de har The Sweet.«
– Du har jo arbejdet hårdt for at nå ud til folk?
»Det er det samme, som hvis alle folk åd det samme. De behøver ikke at æde mig – de skal æde The Sweet.«
– Og får dårlige tænder?
»Eller dårlig ånde. Ligemeget hvad det vil gi dem, vil det gi dem et eller andet. Det er deres måde at more sig på, og den har de ret til. Nogen kan li cowboy-musik. Jeg ville aldrig købe noget af det, men der er mange, der elsker det. Faktisk er der folk, der ville dræbe andre mennesker for at komme til at høre det. Men det er i orden. Lad dem ha' det. Og når folk bekymrer sig om, hvorvidt jeg stadig har noget at sige. Ja, så har jeg noget at sige, og det hedder musik. Og dem, der kun bekymrer sig om teksterne, er dem som betjener en skrivemaskine.«
– Vi vil gerne vide, om du gav de kunstnere som du producerede og udsendte på Straight-Bizarre den grad af kunstnerisk frihed, som du selv havde savnet hos MGM?
»Lad mig se. Hvilke kunstnere var det? The GTOs, Wild Man Fisher, Jeff Simmons, Alice Cooper, Capt. Beefheart. De fik en meget bedre handel end den, jeg fik hos MGM. Musikken blev lavet på den måde, de ønskede det og udsendt på den måde de bad om.«
– Hvad følte du, da du hørte, at Tim Buckley var død?
»Intet.«
– Hvad synes du om hans musik?
»Jeg var ikke særlig vild med den. Vi arbejdede sammen med ham et par gange. Jeg kendte ham ikke særlig godt. Han stod Herb nær. Han var en af Herbs venner og havde arbejdet sammen med ham i 10 år. Så ..... Jeg blev forbavset over, at han brugte stoffer.«
– Hvad synes du selv om »Waka-Jawaka« og »Grand Wazoo«?
»Først og fremmest var de de dårligst sælgende albums i USA. De var nogle af de bedst sælgende albums i Skandinavien. Jeg tror et af dem var nr. 1 i Finland, og det skræmte livet ud af mig, da jeg kom hertil – folk krævede sange fra pladen, og jeg vidste dårligt, at de var udsendt her ... I Finland var de hits.«
– Har du nogen forretningsmæssige forbindelser til Urban Gwerder, som udsender »Hot Raz News«?
»Det har han gjort i årevis. Han gjorde det før jeg mødte ham. Og i år gav jeg ham nogle penge for første gang, for at holde biksen gående. Jeg sendte ham en check på 500 dollars. Han gør det bare fordi det er noget, han har lyst til. Han er fanatiker.«
– Er der noget af den slikaldte seriøse musik, som bliver skrevet idag, som interesserer dig?
»Jeg mener, der kommer en del interessante ting fra Japan. F.eks. Takemitzu's musik. Har I nogensinde hørt »November Steps«? Lyt til det. Det er for orkester med en biuwah og tschakahachi – det er et strengeinstrument og en bambusfløjte. Det er virkelig smukt.«
– Hvad med original græsk musik?
»Jeg har flere plader med det. Jeg tror, at mht. folkemusik er bulgarsk det, jeg foretrækker. Det er vidunderligt. Det har så meget i sig. Selve melodien er dejlig, og jeg elsker lyden af kvindernes stemmer. Lyder som sækkepiber. Jeg kan li en masse folkemusik fra den del af verden – sådan ca. fra Bulgarien, Jugoslavien, Grækenland og alt det der. De spiller så meget på harmonika, men jeg kan bare ikke rigtig identificere mig med harmonikaen som livsform. Jeg kan bedst li de grovere instrumenter.«
- Har du haft lyst til at spille i østlandene?
»Det havde jeg indtil jeg tog til Jugoslavien. Der er få steder, der kan slå København i kedsommelighed, men Zagreb er et af dem. Det var virkelig et hul.«
– Vil du skænke noget til USA i anledning af 200-års-dagen, ud over sangen på »Bongo Fury«?
»Hvad kan man sige ud over det? »She is 200 years old and so mean that she couldn't even grow no lips«. Er der mere at sige?«
– Er der en speciel skikkelse fra fortiden, som du ville ønske dine landsmænd kendte?
»Lad mig se. Vi har en sang i showet om en amerikaner, som sikkert ikke er særlig respekteret for tiden. Men vi synes, at han måske har givet et stort bidrag til amerikansk kultur, så vi synger om ham. Han hedder Michael Canyon. – Michael Canyon blev arresteret for at være klysterbanditten fra Illinois. Ved I, hvad en kliisterspritzer er? Det er en pose med et hul i og en slange. Man fylder posen med vand, og stikker slangen op i røven på en eller anden for at få vedkommende til at skide. Manden blev arresteret for at bryde ind hos collegeuddannede kvinder og iført skimaske true dem til at modtage et lavement. Og det opfører vi på scenen som en del af programmet, og vi fortæller publikum, at han var en stor amerikaner.«
– Angående store amerikanere. Så du filmen om Lenny Bruce?
»Jeg gik ind for at se musical'en om ham og gik ud igen efter 12 minutter.«
– Hvad lærte du af L.B.?
»Jeg lærte af Lenny Bruce, at man ikke skal skrive under på folks indkaldelsespapirer. Han ville ikke skrive under på mine.«
– Prøver du stadig at komme igennem med dit 10-plade sæt?
»Ja, materialet er indspillet, og det er ikke blevet udsendt før. Et af problemerne med at få det ud er, at man underskriver en kontrakt med et pladeselskab, man skriver under for et antal år, og i løbet af de år er man nødt til at udgive så og så mange produktenheder. Hvis man laver et dobbeltalbum, tæller det kun som en enkelt enhed over for kontrakten. Hvis jeg kommer ind hos Warner Bros., som distribuerer vores ting, og siger, her er et sæt med 10 plader, vil de stadig regne det for at være en enkelt enhed. Og det synes jeg ikke er fair, så det har jeg en tvist med dem om. Det er en af grundene til, at det ikke er udkommet endnu. Jeg mener bestemt, det skulle tælle som noget mere i forhold til min kontrakt.«
– Vil filmen »Uncle Meat« blive vist en dag?
»En dag når jeg har tid til at gøre den færdig.«
Fiktion – Sofa nr. 2 – udødelighed – naivitet .....
– Du læser ikke bøger?
»Så få som mulig. Den sidste jeg læste var »Music Notation« af Gardiner Reed. Som teknisk håndbog var den fremragende, bortset fra at manden attitude over for jazz var så snæversynet og dum, at det næsten forkrøblede resten af bogen. Sådan et fjols. Et pedantisk skvat. Men alligevel havde bogen brugbart teknisk stof, som man ikke kan hente andre steder, altsammen på en gang. Så det var værd at bruge tid på den.«
– Du skaber selv fiktion i dine tekster.
»Der er fundamental forskel på at skrive sangtekster og på at skrive en bog. Det er en fuldstændig anden mekanisme, og det indebærer, at man bruger sproget på en måde, som man ikke kan sætte pris på, hvis man ikke ved noget om musik. Det man skal gøre med ordene er, at de skal bringes til at passe til musikken. Det er en helt anden slags videnskabelig proces.«
– Hvad synes du om sangen »Sofa nr. 2«?
»Det er min favoritsang.«
– Hvad betyder »du er min sofa«?
»Ja, altså den sang er fra historien om Billy the Mountain, som I ved er på albummet. Har I nogensinde tænkt på, hvor Billy the Mountain kom fra? Nå, måske ikke, men der er en hel historie, der går forud. Sofasangen er fra den del af historien. Gud er i færd med at skabe universet. (Det er hvad coveret forestiller). I begyndelsen var der mørket, Guds hånd, som holder en stor cigar, og der er en sofa. I sangen fortæller Gud sofaen, hvad dens rolle er i universet. Så teksten i sangen er Gud, der siger: »I'm the sky, I'm the water, I'm the dirt beneath your rollers ... «, bla, bla. Han snakker virkelig til sofaen. Og eftersom Gud altid taler tysk, var vi nødt til at lave den på tysk.«
– Tror du på udødeligheden?
»Udødelighed har været omkring os længe. Men folk har ikke opdaget det. Jamen, tænk over det. Det afhænger af, hvad det er der dør, og hvad udødelighed bliver til. Hvis udødelighed betyder at intet dør, at en bestemt organisme vil eksistere i al evighed, så tror jeg, at det allerede er tilfældet. For det, det drejer sig om mht. hvem og hvad et menneske er, fortsætter længe efter, at skallen som bærer ham rundt, er gået i stykker. Mit ydre vil forfalde, men mit væsen vil fortsætte som det allerede har gjort i tusinder af år. Og det gælder alle mennesker.«
- Hvad er det at være voksen?
»En voksen er et menneske, som nægter at være barn længere. En voksen kan eje børn, hvis han ved, hvordan man skal gøre det. Jeg har tre børn, men jeg ejer dem ikke, de er mine venner. Og de er ikke rigtigt børn, de er små mennesker. Mine forældre ejede ikke mig. De havde det ubehagelige ansvar, som bestod i at skaffe tag over mit hovede i 18 år. Men de ejede mig aldrig. Et barn behøver ikke at tillade nogen at eje det. For det eneste, der betyder noget, er hvem du er indeni. Ingen kan gribe om det, medmindre du forærer det væk. Enhver, der er dum nok til at give det fra sig .... tja, det er deres problem. Jeg synes, at man burde indse, at børn sandsynligvis er yderst værdifulde for deres egen uddannelse. Man kan lære så meget af børn. Gid de voksne ville lytte til det, de har at sige og iagttage, hvordan de reagerer på verden.«
– Skal man bevare en rest af barnlighed i sig for at være kunstner?
»Jeg bryder mig ikke om den måde, du bruger ordet barnlighed på.«
– Naivitet ... ?
»Selv det er ukorrekt. Jeg synes renhed er et bedre ord – for det er den tilstand et barn starter i. Det eneste et barn har imod sig, er en genetisk kode – kemisk bliver man et produkt af sine forældre, og hvis det er utilstrækkeligt, eller hvis det medfører en eller anden fysisk deformitet, ja, så har man et problem. Men hvis din fysiske tilstand er normal, er den måde man oplever universet på, mere præcis når man er lille, end når man er stor. Alle dårlige vaner bliver akkumuleret. Og de første man får, de bliver påført en af ens forældre. De er svære at slippe af med, men det kan lade sig gøre.«
– Er du sluppet af med dine?
»Jeg er sluppet af med de farligste.«
– Som f.eks.?
»Det rager ikke jer.«
– Hvordan bliver dit næste album?
»Jeg tror, det mest bliver instrumentalt. Så alle de der skrivemaskinefolk vil komme i vanskeligheder.«
– Hvad skal du lave nu?
»Sidde på hotellet. Vente. Spise. Gå i byen. Sove. Stå op. Vente. Ta' en flyvemaskine. Stå af i Wien. Sove. Stå op. Lave et soundtrack. Gi' en koncert.«
Read by OCR software. If you spot errors, let me know afka (at) afka.net